KARAKTERDANNELSE I ET ETISK PERSPEKTIV

I al den tid, mennesker har forholdt sig til deres egen eksistens på skrift, har de diskuteret, hvad der skal til for at være et godt menneske. Er det at leve ærefuldt og tage sin skæbne på sig som i de homeriske digte? Eller er det at leve et kristent liv med tro, håb og kærlighed? Eller måske handler det om at blive den bedste udgave af sig selv og realisere sit fulde potentiale, som det er blevet sagt i moderne tid?

Det moderne samfund har i årtier været præget af individualisering, hvor enhver har skullet realisere sig selv, dyrke den personlige udvikling, blive den bedste udgave af sig selv og lignende. Det har både været en populærkulturel forestilling i tidsånden, men har også præget skoler og uddannelsesinstitutioner. Børn har skullet identificere deres individuelle læringsstil, de har ført logbog over deres egen personlige udvikling, og de har forholdt sig til deres psykologiske styrker og svagheder. Denne artikel er skrevet ud fra det perspektiv, at dette fokus på selvudvikling har skygget for en opmærksomhed på karakterdannelsen. I modsætning til selvudvikling, der er noget individuelt og handler om at realisere noget partikulært hos personen (indefra-og-ud), så er karakterdannelsen noget alment, der handler om at realisere nogle fællesmenneskelige egenskaber, som forudsætter en kulturel ramme (udefra-og-ind).

Hvor tidligere forestillinger om det gode liv næsten altid har involveret noget alment menneskeligt, har vi i det senmoderne samfund bevidnet en overgang til mere individuelle forestillinger, hvor den enkelte selv forventes at definere meningen med tilværelsen. Både den græske tænkning og den kristne – der tilsammen danner søjlerne for den såkaldt vestlige kultur – bygger på en ide om en menneskelig natur, der skal kultiveres. Den ide kan handle om, at vi alle er rationelle, politiske dyr som hos Aristoteles, hvilket giver os

visse livsopgaver i det fælles liv, eller den kan handle om, at vi alle er skabt i Guds billede og derfor har ansvar for at forvalte vores tilværelse ansvarligt med hinanden. Når man taler om udviklingen af alment menneskelige egenskaber, der skal til for at realisere den fællesmenneskelige natur, så kaldes det almindeligvis dannelse. Og når der er særligt fokus på de egenskaber, der vedrører evnen til at leve sammen på gode, humane måder, så kan man tale om karakterdannelse. For karakter er navn for det, man må have, for at man kan leve op til alment menneskelige fordringer i det fælles liv. Man kan sige, at begrebet karakterdannelse henviser til kultiveringen af de karakteregenskaber, der sætter et menneske i stand til at leve i overensstemmelse med sin menneskelighed, dvs. det fælles i os. Et ældre ord for disse egenskaber er dyder, og de bør udvikles for at undgå, at en person bliver umenneskelig.

Dannelsens genkomst

Gennem flere årtier har dannelsesbegrebet været udvisket, og er blevet erstattet af begreber som kompetenceudvikling, selvudvikling, personlig udvikling og lignende. Men heldigvis er dannelsen ved at få en renæssance, måske fordi mange har en længsel efter igen at blive forbundet til noget alment og ikke kun til en selvdefineret individualitet. I sit hovedværk Sandhed og metode fra 1960 definerede den tyske filosof Hans-Georg Gadamer dannelse som ”højnelse til humanitet gennem kultur”. Hvad betyder det?

Højnelse er en pædagogisk grundmetafor, hvor vi som bekendt op-drager vores børn, underviser elever i skolen (børn, der altså skal eleveres), og søger at op-lyse gennem uddannelse. Det vertikale (at skulle op) er formentlig knyttet til den kropslige erfaring af, at man får større udsyn, når man vokser eller rejser sig op. I Gadamers øjne er det, man højnes til, ikke udvikling af en personlig kerne eller privat individualitet. Man højnes derimod til humaniteten, altså den fælles menneskelighed, som må bestå i de evner, kapaciteter og dyder, som er særligt menneskelige. I den græske dydsetik, som Gadamers definition trækker tråde til, er alting defineret ud fra sit formål: Hjertets formål er at pumpe blodet rundt i kroppen, urets formål er at visse det korrekte klokkeslæt, og menneskets formål er at realisere den livsform, som kun mennesker har adgang til, og som både består af noget praktisk (at leve godt sammen med andre) og noget teoretisk (at opnå forståelse og viden om verden). Dyderne er alle de egenskaber, som sætter knive, ure eller mennesker i stand til at gøre det, de bør gøre for at være gode eksemplarer af det, de er. Den menneskelige karakter er på den måde udgjort af dyder, som man skal erhverve sig. Endelig er det tredje led i definitionen, at højnelsen sker gennem kultur. Der må være en kulturel forankring, for at en dannelsesproces kan finde sted. Og i et samfund, der bygger på et masseuddannelsessystem som folkeskolen, er netop den en central kulturel arena for dannelsen.