KARAKTERDANNELSE I EN DIGITALISERET VERDEN

For at forstå betydningen af karakterdannelse i samtiden er vi nødt til at forholde os til, hvad der kendetegner de sociale felter, hvori individer og grupper interagerer og relaterer sig til hinanden. I denne artikel vil jeg udfolde en analyse af, hvad der kendetegner vores samfund og kultur i det, man kan kalde en medialiseret og digitaliseret samtid og undersøge, hvad den digitale udvikling fordrer i forhold til børn og unges karakterdannelse. Det vil jeg gøre gennem nedslag i nogle af de faktorer, der kendetegner den digitale verden, børn og unge – og vi alle sammen – lever i. Årsagen er, at de digitale strukturer og deres rammer for social interaktion grundlæggende skubber til og former fundamentet for den måde, individer dannes, spejler sig og forholder sig til verden på.

Afsættet er en forståelse af dannelse som et fænomen, hvorigennem den enkelte finder og skaber sin identitet og plads i relation til omverdenen. Det sker gennem fysiske og mentale afsøgninger, afprøvninger og refleksioner, der skaber en grundlæggende forståelse af, hvem man er og hvordan man fungerer i relevante sociale kontekster. Dannelse sker aldrig i et vakuum; man kan ikke danne sig selv. Man må møde omverdenen og finde ud af, hvordan man bedst kan placere sig i den, hvis man skal finde sig selv som et dannet menneske. Mange grundlæggende dannelsesprocesser finder sted i traditionelle, sociale sfærer; i familien og i uddannelsessystemet. Sådan har det altid været, og sådan vedbliver det at være, også i en digitaliseret samtid. Men ind og ud af disse sfærer fletter de digitale medier sig, og bidrager til at forme vores muligheder for interaktion. Derfor er det relevant at undersøge, hvordan dette finder sted.

Udgangspunktet for min analyse er små 20 års empirisk forskning i børn og unges mediebrug. Siden jeg påbegyndte min uddannelse som forsker i 2005 har vi oplevet

omfattende forandringer i medierne og vi har set, hvordan særligt børn og unge er de første til at tage nye medierede interaktionsformer og tendenser til sig. Vi er gået fra at have en stærk public service-sektor, der har været berømmet for særligt sine produktioner for og om børn og unge til i dag at have et mediebillede, hvor særligt de store techgiganter spiller en helt afgørende rolle for de fleste børn og unges mediebrug og public service- medierne kæmper en kamp for fortsat at være relevante i den massive tidsmæssige konkurrence. Samtidig har de digitale medier i høj grad gjort deres indtog i skoler og dagtilbud, sammenfaldende med omfattende reformer og forandringer i uddannelsessystemet. Min forskning har altid taget udgangspunkt i det, børn og unge selv gør og i sætter i gang med medier. Jeg er således i mindre grad optaget af, hvordan (digitale og sociale) medier påvirker børn og unge og i højere grad interesseret i, hvordan de selv tager dem i anvendelse. Set i et dannelsesperspektiv giver dette særlig mening, fordi det netop er gennem og i kraft af medier, at vi forbinder os til hinanden, at vi møder andre menneskers perspektiver, og at vi præsenterer os selv over for omverdenen. Sådan har det altid været, også før fremkomsten af både elektroniske og digitale medier. Breve, almanakker, bøger og mundtligt overlevede fortællinger har altid været taget i anvendelse til at fortælle om og reflektere over ens handlinger, holde styr på livets gang, leve sig ind i andre verdener og ikke mindst forbinde sig til mennesker omkring en. Det er på mange måder præcis de samme roller, nutidens medier opfylder. Men samtidig er de på særlige måder langt mere omsiggribende og altid tilstedeværende i vores liv, at der er grund til at dvæle ved de specifikke måder, de virker på, og hvilken betydning de har.

Jeg vil i det følgende slå ned på tre aspekter ved nutidens digitale mediekultur og se på, hvordan de har betydning for dannelsesprocesser og -behov. De tre aspekter omhandler for det første den hyper-forbundne virkelighed, som internetbaserede medier tilbyder os, for det andet det forhold, at vi ikke (længere) kan skelne meningsfuldt mellem livet ’indenfor’ og ’udenfor’ medierne og for det tredje betydningen af kunstig intelligens, både her og nu og på længere sigt. Man kunne have valgt andre nedslagspunkter og de tre aspekter skal derfor ikke forstås som udtømmende, men i forhold til denne artikels pointer mener jeg, at de repræsenterer tre relevante perspektiver, som vi kan diskutere op imod.